Kære Emilie,
Tak for dit spørgsmål.
Først og fremmest: Du er ikke alene. Mange hvalpe bider og napper meget i denne alder, og det kan være både frustrerende og smertefuldt – især når der også er små børn i familien.
Nogle hvalpe bider mere end andre. Det kan blandt andet skyldes medfødte forskelle, men også at de endnu ikke har lært, hvor grænsen går. Når hvalpe vokser op sammen med deres mor og søskende, får de løbende feedback på deres bid. Hvis de bider for hårdt, går legen i stå, eller den anden part trækker sig. Den læring skal vi som mennesker hjælpe dem videre med.
Det er også vigtigt at huske, at hænder, fødder, tøj og børn i bevægelse ofte er langt mere spændende for en hvalp end et stykke legetøj, der ligger stille på gulvet. Derfor ser mange hvalpe børn som potentielle legekammerater, der starter sjove ting, der også starter sjovt for barnet, men ofte munder ud i skrig og skrål fordi de sylespidse tænder er umulige at ignorere for børnene.
Min hundehvalp bider hele tiden
Fjern belønningen
Når hvalpen bider, er det vigtigt, at den oplever, at den mister det, den gerne vil have – nemlig kontakten med jer.
Hvis biddet gør ondt, kan du sige et roligt “av” og derefter fjerne din hånd eller afslutte kontakten i nogle få sekunder. Rejs dig op, gå væk eller stil dig på den anden side af et barnegitter. Når hvalpen er faldet til ro, kan du vende tilbage.
Efterhånden kan du bruge samme strategi, allerede når hvalpen begynder at nappe, før det gør ondt.
Undgå at råbe, skælde ud eller forsøge at holde hvalpen nede, osv. Selvom det måske stopper adfærden i øjeblikket, kan det øge stressniveauet eller gøre hvalpen usikker. Målet er ikke at skræmme hvalpen til at stoppe, men at lære den, hvad der virker, og hvad der ikke gør.
Erstat med en anden adfærd
Det er lettere for en hvalp at lære, hvad den skal gøre, end blot hvad den ikke må.
Beløn derfor de situationer, hvor hvalpen vælger at snuse, slikke eller være rolig i kontakten. Du kan bruge et markørsignal som “dygtig” og følge op med rolig opmærksomhed eller kæl.
Jeg ved godt, at I allerede har forsøgt at til tilbyde et stykke legetøj, som hvalpen gerne må bide i, men det er stadig et godt råd, og i højere grad en mulighed, hvis stressniveauet ikke er så højt.
Andre gode råd
Jeg er fan af at have en såkaldt hus-line hængende bag hvalpen. Det skal være en kort line på 1-1,5 meter uden håndtag, så den ikke sidder fast nogle steder. På den måde kan I let stoppe hvalpen i at bide i børnene uden at komme i konflikt med den. Her kan børnene simpelthen gå væk. Hvalpen skal kun have linen på, når I har den under opsyn.
Hav gerne flere typer legetøj liggende rundt omkring i hjemmet. Når hvalpen selv vælger at tage fat i sit legetøj, så giv den opmærksomhed. På den måde lærer den, at de rigtige ting giver succes.
Hvis hvalpen ofte går efter hænder, fødder eller tøj, når I bevæger jer rundt, kan det hjælpe at sænke tempoet. Mange hvalpe reagerer instinktivt på hurtige bevægelser.
Nogle familier har også glæde af at lade hvalpen bære eller tygge i et langt stoflegetøj, mens man bevæger sig gennem huset. Alternativt kan man sprede nogle godbidder på gulvet, så hvalpen får en søgeopgave i stedet for at fokusere på ben og hænder.
Undgå så vidt muligt at fodre direkte fra hånden, hvis hvalpen har tendens til at nappe. Kast i stedet godbidderne på gulvet eller giv dem med flad hånd. Det hjælper med at flytte hvalpens fokus væk fra hænderne.
Særligt, når du har børn i huset
Det er vigtigt at beskytte både børnene og hvalpen, mens I arbejder med udfordringen. Når der er små børn i hjemmet, bør samværet mellem børn og hvalp altid foregå under aktivt opsyn af en voksen.
Sørg gerne for, at hvalpen er blevet aktiveret på en passende måde, inden den skal være sammen med børnene. En hvalp med et dækket behov for aktivitet har ofte lettere ved at være rolig.
Hvis hvalpen begynder at nappe børnene, fjerner de sig fra hvalpen eller den kaldes væk. Udover huslinen kan barnegitre kan også være en stor hjælp i denne periode.
Lad ikke hvalpen deltage i vilde lege med børnene. Mange hvalpe bliver så begejstrede, at de mister kontrollen over deres mund.
Det kan også være en god idé, at børnene har adgang til legetøj, som de kan tilbyde hvalpen, hvis den bliver for ivrig, men vær altid sammen med dem, når de er sammen med hvalpen. Små børn bør aldrig være alene med en hund. Som voksen har du ansvaret for at hjælpe både børn og hvalp med at lykkes i samværet.

Få overblik og læg en plan
Selvom det kan føles som om din hundehvalp bider ud af det blå, er der ofte mønstre i adfærden.
Prøv at notere, hvornår problemet typisk opstår. Er det om morgenen? Når børnene løber rundt? Når hvalpen er træt eller meget opstemt?
Når du får øje på mønstrene, bliver det lettere at forebygge situationerne og træne alternative adfærdsmønstre. Hvis du ved, at hvalpen ofte bider efter hænder, kan du eksempelvis træne rolige håndbevægelser og belønne hvalpen for at vælge kontakt uden tænder.
Det kan også være en stor hjælp at lade hvalpen arbejde for sin mad gennem søgeøvelser, aktivitetslegetøj eller simple træningsøvelser. Det giver mental stimulering og kan være med til at sænke behovet for at bruge munden på familien.
Den vigtigste pointe er, at I ikke er på vej ind i en dårlig udvikling, fordi jeres hvalp bider. I står med en helt almindelig udfordring, som mange hvalpefamilier oplever. Med rolig og konsekvent træning, god forebyggelse og tydelige rammer vil de fleste hvalpe gradvist lære, at menneskehænder og børneben ikke er tyggelegetøj.






