Dårlige oplevelser kan sagtens forårsage, at din hund gør og kaster sig frem i linen
For mig lyder det meget sandsynligt, at din hunds adfærd kan være trigget af den dårlige oplevelse i hundeskoven, hvor han blev jagtet. Uden at vide, hvad der præcist skete, så er der ikke brug for mere end én dårlig erfaring, før en hunds oplevelse af andre fremmede hunde ændres. Og selvom der måske ikke skete noget fysisk, så kan det sagtens være en traumatisk oplevelse for den enkelte hund. Det forhøjede stressniveauet kan han så have taget med sig ud på gåturen, hvor adfærden desværre hurtigt kan udvikle sig, når vi som ejere fx kommer til at stramme i linen. Vi tager også ofte hunden væk fra situationen, når den gør og kaster sig frem, hvilket kan lære den, at det er en adfærd, der kan få andre hunde væk. Når det er sagt, så betyder det ikke, at vi generelt bare skal lade hunden gø og kaste sig ud i linen, for der er heldigvis andre metoder.
Du fortæller desuden, at han selv overreagerer over før børn, der leger og laver lyde, hvilket fortæller mig, at det ikke er noget, som han normalt gør. Og det er overhovedet ikke ualmindeligt, at et forhøjet stressniveau får hunden til at overreagere over for noget, som den ikke synes at have haft det svært med før. Vi kalder det trigger stacking.
Metoden med at gå den anden vej, aflede ham – og belønne ham, når han er rolig
Når du gerne vil holde hans stressniveau lavt, så kan det være en helt fin metode at gå den anden vej, når du ser noget, som han potentielt set kan reagere på. Hvis hvert møde med en anden hund trigger en overreaktion, så er det godt at vende rundt på hælen og komme afsted. Vi skal dog bare huske på, at det ikke løser problematikken på lang sigt. Kort sagt, så lærer dette ikke din hund at forholde sig afslappet til andre hunde på gåturen. Derfor er der også brug for flere tiltag. Ét af de vigtigste tiltag er efter min mening afstand. Derfor kan du med fordel gå ture, hvor du kan overskue området, og give din hund afstand nok til, at han ikke føler sig truet. Derudover vil jeg anbefale dig BAT-linehåndtering, hvor din hund kan komme til at føle sig mere fri, selvom den er i line. Se evt. blogindlægget ’BAT-linehåndtering for en langt roligere gåtur’. Sidst, men ikke mindst, vil jeg anbefale dig at træne en øvelse op, der kan sætte din hund i træningsmode, så I enten kan passere andre eller bare stå stille og træne, mens de andre går forbi.
Metoden med at tage fat i selen, kigge på ham og sige bestemt ’Nej’
Du er blevet anbefalet at tage fat i selen, kigge ham i øjnene og sige bestemt ’Nej’. Dette er jeg ikke fan af. Din hund er ikke ulydig eller på tværs – den har det svært. Og hvis vi som ejere så irettesætter hunden, så vil det ikke hjælpe jeres relation. Du har brug for at skabe en tryg relation til din hund, så den kan have tillid til dig – også på gåturen. Mit bud er, at irettesættelsen højst undertrykker hundens adfærd, så den stopper, men det ændrer ikke hundens følelser over for andre hunde på den måde, som vi ønsker.
For nogle hunde kan det sagtens hjælpe, at vi sætter os ned til dem. På den måde føler nogle hunde sig støttet. Her kan det dog ofte være en god idé først at lære hunden at det er positivt at blive taget i selen. Det kan vi lære hunden ved at tage blidt fat i selen og derefter give den en lækker godbid. Gentag mange gange uden der er triggere til stede.
Som du kan se på billedet herunder, så består træningsmetoden BAT (Behavior Adjustment Training) af følgende
- En tryg relation mellem hund og ejer.
- Øvelser til ‘overlevelse på gåturen’.
- BAT-linehåndtering (så hunden føler sig mere fri) og
- BAT set-ups, hvor vi laver arrangerede træningssessioner, hvor hunden igen og igen kan øve sig i en anden og mere fredelig reaktion, fordi den ikke føler sig presset.

Gå med én hund ad gangen
Du skriver i dit spørgsmål, at du har to hunde. Nu ved jeg ikke, om du går tur med dem sammen på nuværende tidspunkt. Umiddelbart vil jeg anbefale dig at gå med en enkelt hund ad gangen, da det er langt lettere at styre. Jeg er dog helt med på, at det sommetider kan være svært at få logistikken til at gå op. En anden ting, der taler for, at du skal gå tur med én hund ad gangen er, at den ene hunds adfærd kan virke enormt afsmittende på den anden hund. Oplever du derimod, at din unge hanhund bliver mere rolig, når den anden er med, så fortsæt gerne med det, evt. hvor en anden person fra din husstand går med den anden hund.
PS: Og til sidst en lille advarsel omkring hundeskove: vær meget varsom omkring det at lukke din hund løs med andre hunde, hvor du hverken kender hundene eller ejerne. Se evt. blogindlægget ’3 tips til bedre hundeleg – i og uden for hundeskoven.

